Ansøgningen om prøveløsladelse var grundig. „Michael” havde afsonet to tredjedele af sin straf for et ikke-voldeligt røveri. Han havde passet sit arbejde i fængslets tømrerieværksted, gennemført et misbrugsforløb og haft flere problemfrie udgange til sin familie. Hans personlige sagsbehandler var optimistisk og bakkede op om en løsladelse. Men da sagen landede på bordet til den endelige administrative afgørelse, blinkede en rød markering på skærmen. Et nyt, centralt AI-værktøj, der analyserer indsattes historik, havde beregnet hans recidiv-score til at være over den tilladte grænseværdi. Afslag. Begrundelsen? En matematisk fremskrivning af statistiske risikofaktorer.
Kriminalforsorgen i Danmark er under et voldsomt pres. Mangel på fængselsbetjente, overfyldte institutioner og et konstant krav om optimering har skabt et arbejdsmiljø i knæ. I dette stormvejr præsenteres kunstig intelligens og prædiktive analyseværktøjer som den gyldne redningsplanke. Ved at lade algoritmer vurdere, hvilke indsatte der er klar til prøveløsladelse, udgang eller placering i åbne fængsler, håber man at kunne frigøre dyrebare menneskelige ressourcer. Men bag løfterne om videnskabelig præcision gemmer der sig en dyb trussel mod det mest fundamentale princip i vores strafferet: troen på det enkelte menneskes evne til resocialisering.
Statistisk determinisme
De AI-modeller, der vinder indpas i fængselsvæsenet, fungerer ved at lede efter mønstre i historiske data fra tusindvis af tidligere dømte. Hvis data viser, at personer, der begik kriminalitet i en ung alder, som har en bestemt uddannelsesbaggrund, eller som bor i specifikke boligområder, har en højere statistisk tendens til at falde i igen, så overfører algoritmen automatisk denne sandsynlighed til den næste indsatte med samme profil.
Det er det, eksperter kalder statistisk determinisme. Systemet vurderer dig ikke på, hvem du er i dag, eller på de konkrete fremskridt, du har gjort under din afsoning. Det dømmer dig på, hvad andre, der ligner dig på papiret, har gjort historisk. Dermed låses den indsatte fast i sin fortid. Det resocialiserende sigte, som er selve kronjuvelen i det nordiske fængselsvæsen, erstattes af en kynisk risikostyring, hvor koden har mistet troen på forandring.
Den ubevidste forstærkning
Kilder inden for Kriminalforsorgen, som denne redaktion har talt med, udtrykker stor bekymring for, hvordan disse værktøjer ændrer sagsbehandlernes adfærd. „Når en computer først har sat et mærkat på en indsat som 'højrisiko', skal du være en utrolig stærk og modig medarbejder for at gå imod den vurdering,” fortæller en erfaren fængselsfunktionær. „Hvis du lytter til din mavefornemmelse, giver ham chancen, og han så begår ny kriminalitet under udgang, falder hele ansvaret på dig. Hvis du følger algoritmen, har du ryggen fri. Systemet belønner fejhed og blind tillid til koden.”
Dermed opstår der en selvopfyldende profeti. De indsatte, som algoritmen stempler som risikable, nægtes udgang og resocialiserende tilbud. Men netop isolationen og manglen på gradvis slusning ud i samfundet øger risikoen for, at de rent faktisk begår ny kriminalitet, når de en dag endeligt løslades. Maskinen skaber den virkelighed, den påstår at forudsige.
Mennesket bag tremmerne
Et fængsel er et ekstremt komplekst mikrosamfund. Forholdet mellem de indsatte og personalet bygger på dynamikker, humørsvingninger, skjulte alliancer og subtile tegn på fremskridt eller regression, som aldrig kan fanges i et tørt dataskema. En erfaren sagsbehandler kan mærke, hvornår en indsat oprigtigt har ændret indstilling, eller hvornår en konflikt er under opsejling.
En algoritme har ingen intuition. Den kan ikke aflæse et blik, høre tonen i en samtale eller forstå værdien af, at en indsat for første gang i sit liv tager ansvar for sine handlinger. Når vi reducerer mennesker bag tremmerne til rene datapunkter, afhumaniserer vi fængselsvæsenet.
Retten til en ny begyndelse
Retssikkerheden stopper ikke ved fængselsporten. Indsatte har krav på en individuel, retfærdig og gennemskuelig behandling af deres sager. Hvis Kriminalforsorgen fortsætter ud af den algoritmiske tangent, risikerer vi at ende med et mekanisk justitsvæsen, hvor straf og frihed dikteres af uigennemskuelige matematiske formler.
Vi må insistere på, at AI kun må bruges til rent administrative støttefunktioner – som f.eks. vagtplanlægning eller logistik. Vurderingen af et menneskes frihed og evne til at vende tilbage til samfundet skal forblive en opgave for professionelle, levende medarbejdere, der kan se ud over statistikkerne og give plads til det vigtigste af alt: chancen for en ny begyndelse.
Af: Lasse Graver